Ejendomshandel bliver tryggere end tidligere

Du vil fremover få styrket dine rettigheder, når du skal ud og købe fast ejendom, idet der er sket en stramning overfor ejendomsmæglerne ved omsætning af fast ejendom.

Stramning og forenkling af reglerne

Ejendomsmæglerne er nu forpligtet til at give dig flere oplysninger, når du køber fast ejendom. Fremover skal ejendomsmæglere oplyse dig om enhver evt. personlig eller økonomisk interesse. Endvidere skal de give dig oplysninger om samarbejdspartnere og ejerskabsforhold. Det vil fremover være lettere for dig at overskue at købe fast ejendom ved projekt salg, idet der er sket en præcisering af reglerne for depositum og garantistillelse.

Nemmere klagemuligheder

Der skal oprettes et disciplinærnævn, som du kan klage til. Disciplinærnævnet skal sikre skrappere sanktioner for ejendomsmæglere, der overtræder reglerne. Samtidig skal disciplinærnævnet sikre dig en hurtigere og mere effektiv indgriben over for ejendomsmæglere, der tilsidesætter deres forpligtelser. Det vil dermed blive nemmere for dig at få dine klager over ejendomsmæglere igennem. Afgørelser fra disciplinærnævnet vil blive offentliggjort for at skabe størst mulig åbenhed. Du vil derfor få mulighed for at følge med i hvilke ejendomsmæglere, der har overtrådt reglerne.

Sanktionsmuligheder

Hvis ejendomsmæglerne ikke overholder deres oplysningspligt, kan disciplinærnævnet idømme betydelige bøder eller i særlige tilfælde frakende ejendomsmægleren retten til at være ejendomsmægler. Bøderne kan lyde på op til 750.000 kr. Samtidig vil offentliggørelsen af afgørelserne være med til at danne negativ reklame for ejendomsmægleren. Denne effekt kan medføre, at ejendomsmæglerne vil yde dig en bedre service generelt.

 

 

Forfatter:

Advokat
Claus Rehl

29-03-2003